Battlefield: Bad Company™

Det beskidte dusin (...minus otte)

Militære vanskeligheder? Electronic Arts har den perfekte løsning med det ikke så perfekte selskab. Så hvis du har et problem, og hvis ingen andre kan hjælpe, og hvis du ellers kan finde dem - så kan du måske hyre... B-holdet?

Battlefield: Bad Company ved præcis, hvad det er. Meget tidligt i spillet finder der en henkastet samtale sted mellem to af hovedpersonerne, som alvorsfuldt spørger hinanden, hvad det præcist er, de kæmper for i den krig, de er en del af. Da han ikke kan finde på en ordentlig grund, sukker en af dem opgivende og jamrer: "Lige nu er vi bare et par tusind gutter i Europa, der sprænger ting i luften". Hvortil holdkammeraten svarer:

"Åh. Okay. Fint nok".

Et frisk pust fra DICE

Som det fremgår af den ordveksling, er udvikleren Digital Illusions CE (DICE) ikke ude efter alvorlig, grum og realistisk krigsførelse. Battlefield: Bad Company er helt bevidst om, at det er et videospil, og det følger konventionerne fra førstepersonsskydespil med et glimt i øjet. Spillet giver et mere letbenet bud på en populær og ofte krigsgal, alvorsfuld genre, med satirer over genrens klichéer i tråd med film som f.eks. Kellys helte og Three Kings.

Tag ikke fejl - Bad Company peger ironien mod sig selv, frem for at rette den mod sit publikum eller krig som sådan. Dette antydes af hovedmenuens musik, som ikke starter med Sturm und Drang med dramatiske trommer og gjaldende trompeter, men med bløde toner fra et afdæmpet nummer med klaver og strygere, og masser af lækker jazzet evergreen-selvtillid.

Det er anderledes og ret så forfriskende, og det fører dig umærkeligt ind i noget, der nægter at kæmpe mod andre titler af samme type, og som følger sin egen rytme. For selvom Battlefield: Bad Company kommer med sin mening om meningsløsheden og smerten ved krig, så er man i spillet bevidst om, at i sidste ende... vil du egentlig bare gerne sprænge ting i luften på spændende måder.

"Du behøver ikke nogen dør, bare lav din egen!"

I en fiktiv konflikt mod Rusland og sammen med en deling utilpassede og ulydige soldater (kaldet B-company, deraf titlen), som i bund og grund bruges som kanonføde, kommer du med på et eventyr, der drejer sig om din enhed på fire mand, som tilfældigt finder noget lejesoldatguld og forsøger at hjælpe sig selv frem for at kæmpe i en krig, hvor toppen mener, at de kan ofres.

Bad Company foregår i en detaljeret og frodig verden fyldt med planter, vand og forskellige strukturer, og spillet holder, hvad det lover mht. parodier, da du kan sprænge alle disse ting i luften i et i høj grad destruerbart miljø. Træer falder sammen, bygninger forandres til hule skaller, blomster og græs rives i småstykker, uanset om du vil det eller ej - og det ser alt sammen fantastisk ud.

Dette element føjer en suveræn taktisk side til dit spil (både i singleplayer-historiemode og den genialt omfattende online multiplayermode for 24 spillere), som betyder, at dækning ikke altid er noget, du kan regne med, og ildkampe ændres konstant, når der sprænges huller i loftet for at give plads for snigskytter, vægge fjernes med sprængstoffer, og slagmarken omformes.

I godt selskab

De deformerbare omgivelser ændrer den måde, du typisk ville spille et førstepersonsskydespil på, og det passer perfekt sammen med tonen i spillets komiske tilgang til genren, hvor du også kommer til at affyre artilleriinstallationer på konvojer, plante sprængstoffer på fastlagte mål, køre forskellige køretøjer (bl.a. varevogne, tanks og, øh... en golfbil), reparere de nævnte køretøjer, se dine AI-styrede holdkammerater spille sten-saks-papir i filmscener i realtid og meget mere.

Når man tænker på traditionen bag Battlefield-navnet, kan det ikke overraske, at multiplayerdelen er fantastisk flot. De spændende og varierede nuancer i Bad Company skinner igennem den åbne brugergrænseflade og det intelligente, intuitive gameplay.

Det er en stor, højrøstet og sjov pakke hele vejen igennem og et anderledes syn på førstepersonsskydespil, fordi spillet nægter at tage sig selv for højtideligt, fortællingen er godt skrevet, og du får en forrygende flot præsentation med overbevisende lyd og skarpe billeder. Dårligt selskab? Niks. Det er faktisk rigtig godt.