Ægte, virtuel fodbold
FIFA 09 tager virtuel fodbold ind i det 21. århundrede med en masse fremragende onlinefunktioner.
Siden 1995 er EA Sports kommet med sin årlige opdatering af FIFA-fodboldserien. Mens hver opdatering har forbedret forgængeren, er der endnu ingen, som har taget så stort et spring fremad i genren fodboldsimulation som FIFA 09.
Visuelt er den imponerende: Spillerligheden er forbløffende, og deres bevægelser føles organiske, som om de reagerer på situationen i modsætning til at følge en fastlagt animation. Det er særligt tydeligt i tacklinger, hvor spillerne falder over hinanden, og bolden rammer benskinner med slående realisme. Fra fyldte stadions til trøjer, der bølger i vinden - FIFA 09 er det flotteste fodboldspil, der nogensinde er lavet.
Gameplayet tager et skridt væk fra simulationsstilen, som var kendetegnende for de tidligere spil, og bevæger sig mod det mere arkadelignende. Resultatet er mere frihed og mere kontrol over det, der sker på banen, samt en større følelse af tilfredshed, når det lykkes at sende en perfekt dybdepasning af sted.
Spillet bliver levende
Spillerne er robuste, og du kan mærke deres styrke, når de kaster sig ned i tacklingerne. Spilleregenskaberne er blevet justeret for at tage højde for dette, og du vil ofte se en hurtig angriber, som preller af på en mur af en forsvarsspiller, eller en spiller, der korrigerer sin krop for at heade til bolden, når han springer op i luften. Det hele udføres med fantastiske animationer.
Hvis du foretrækker at spille alene, er der Manager-mode, hvor du kontrollerer både spillet og driften af en fodboldklub, så du både skal holde styr på spillerhandler, sponsoraftaler og træning. Spillets anden karrierekampagne, Be a Pro: Sæsoner-mode, videreudvikler en lignende ide fra FIFA 08. Du har fuld kontrol over en enkelt spiller, men denne gang skal du styre spilleren gennem fire sæsoner. Du starter blandt reserverne på det hold, du har valgt, hvorefter du skal prøve at gøre dig bemærket, så du kan komme på førsteholdet, og derefter slå igennem i international fodbold.
Denne mode er fantastisk pga. udfordringen i at slå igennem i international fodbold inden for fire sæsoner og de utroligt gode informationer på skærmen. De gør det til en nydelse at spille kampene. Simple, men meget effektive små pile viser den position, du ca. bør være i, og en rød ring rundt om en modstanders fødder henleder din opmærksomhed på, at de muligvis skal markeres. Du får point for gode afleveringer, at vinde tacklinger, score mål, forblive på din plads og generelt at bidrage til godt spil, mens du mister point for fejl. Du får en bedømmelse på en skala til 10 efter hver kamp, og den bestemmer dit ry og det antal evnepoint, du får. Evnepoint kan bruges til at opgradere egenskaber. Det er tilfredsstillende at tage din spiller hele vejen fra reserverne og træne ham op til at blive en international målmaskine.
Netværk
De forskellige modes er utroligt gode, men FIFA 09 kommer først rigtigt til sin ret, når du går online. I Be a Pro-mode kan du spille 10 mod 10-kampe, hvor hver spiller i marken styres af en rigtig person. Det er fremragende, at du kan samle dit eget Be a Pro-superhold, ved at bruge den helt nye FIFA 09 Clubs-funktion, der virker på samme måde som de klanfunktioner, der kendes fra førstepersonsskydespil. Du kan sammensætte et hold, der enten består af venner eller folk, du har mødt online, og udfordre andre hold i rangordnede kampe, som bruges til en ligatabel. Du kan endda finde talenter på andre hold og gøre forsøg på at få dem over på dit.
Be a Pro-mode kan revolutionere måden, vi opfatter fodboldspil på, og FIFA-verdensmesterskaberne er juvelen i FIFA 09's krone. Den årlige konkurrence, hvis mål det er at finde verdens bedste virtuelle fodboldspiller, har en uvurderlig præmie: Vinderen modtager sit trofæ ved FIFA World Player Gala foran klodens bedste fodboldspillere. Det er gratis og nemt at deltage, og online-kvalifikationsranglisterne opdateres automatisk med resultaterne fra hver rangordnet onlinekamp, som du spiller.
På den måde har FIFA 09 noget, som meget få andre spil har: en håndgribelig gevinst. Det er en sport i sig selv: En udgave af fodbold, der er officielt anerkendt af sportens ledende organer, som har sit eget verdensmesterskab og kommer til at skabe sin egen historie og sine egne personligheder.
Det giver alt sammen en fantastisk pakke, som vil underholde fodboldfans hele sæsonen.