Licens til at underholde
Bond er tilbage i dette helt nye førstepersonsskydespil!
Daniel Craigs udgave af James Bond er anderledes end dem, der gik forud for ham. Han er meget hårdere i kanten, og de seneste Bond-film – Casino Royale og Quantum of Solace – er langt mere barske, end Bond-fans nogen sinde har set før.
Denne nye tilgang til Bond er blevet implementeret af udvikleren Treyarch, teamet bag det monumentale Call Of Duty: World At War, som har leveret et af de bedste Bond-spil i årevis.
En ny synsvinkel
Quantum Of Solace er et førstepersonsskydespil tilsat tredjepersonselementer for at give gameplayet ekstra krydderi. Spil i tredjeperson bliver aktuelt, når du som Bond søger i dækning, og kameraet skifter perspektiv og viser en fuld digital gengivelse af Daniel Craig. Når du først er nået i dækning, kan du krybe afsted, springe til et andet dække og kigge ud for at fyre enkelte dræbende skud af.
Kameraet skifter også til tredjepersonsperspektiv, når du udfører takedowns, og ved at trykke den viste knap sættes en spektakulær mand mod mand-duel med en fjende i gang. Og i bedste James Bond-stil er hvert niveau pakket med utrolige blockbuster-scener i Hollywood-stil.
Fjenderne er også smarte: De løber og dukker sig, så snart du åbner ild, så du er nødt til at nærme dig de områder, hvor du ved, at der ligger mange fjender i baghold, forsigtigt. Du skal også udføre nogle hurtige, lydløse takedowns ved at snige dig rundt på hvert niveau for at neutralisere et antal fjender, inden du går løs på resten.
Stjernespækket
Selvom spillet hedder Quantum Of Solace, indeholder det en masse missioner, der er baseret på filmen Casino Royale, bl.a. en forrygende jagt, hvor du jagter Mollaka - bombebyggeren, som er med i starten af Casino Royale – gennem byggepladsen. Udover Daniel Craigs tilstedeværelse er der også en række andre optrædener fra skuespillere, som har genoptaget deres roller fra filmen i spillet. Eva Green, Mads Mikkelsen, Olga Kurylenko, Mathieu Amalric og Judi Dench er alle sammen med.
Når du har vist maksimale Bond-evner i single player-kampagnen, kan du føre spillet videre på PlayStation Network med op til 12 andre spillere. Her kan du vise dine evner og optjene point, der kan bruges til at låse op for og købe nye våben, sprængstoffer og gadgets, som kan bruges mod dine modstandere.
Der er unikke nye online-modes i denne nye Bond-verden, bl.a. Bond Versus-matchen, hvor det er én Bond med to liv og et arsenal af våben mod seks medlemmer af Organisationen. Opgaven er enkel: Desarmer to ud af tre bomber spredt ud over kortet, eller eliminer alle medlemmerne af Organisationen, inden de får ram på dig.
Golden gun
Derudover er der Golden Gun-mode, som er en fri kamp, hvor det eneste, det gælder om, er at nå 100 point inden dine modstandere. Du får et point for drab med et standardvåben og for at få fat i den gyldne pistol, mens du får seks point for at dræbe nogen med den.
En anden fantastisk mode er Bond Evasion, hvor der er to hold: MI6 og Organisationen. Her er målet at nå til et rømningspunkt eller eliminere alle medlemmerne af Organisationen, hvis du spiller som Bond. Hvis du vil vinde som Organisationen, skal du dræbe Bond eller hindre ham i at nå rømningspunktet inden for tidsgrænsen. Det er hurtigt og vanvittigt sjovt, og det vil få dig til at komme tilbage efter mere enten som Bond eller som Organisationens lyssky og gådefulde håndlangere.
Quantum Of Solace blander på fremragende vis dækningsmekanik og takedowns med spænding fra førstepersonsskydespil. Det leverer på denne måde det formentlig bedste Bond-spil i lang tid og er en fantastisk debut for den super stilfulde spion på PlayStation 3. Så gør dig klar til at blive rystet og rørt af denne generations bedste Bond.