Shuhei Yoshida, adm. direktør for SCE Worldwide Studios, vil være sikker på, at du fortsætter med at komme tilbage til PlayStation, og derfor deler han her sine tanker med eu.playstation.com.
Hvad er de vigtigste aspekter af dine planer for PlayStation?
Det vigtigste er forbrugeroplevelsen. Vi har mange aktiviteter på forskellige platforme, og vi er nødt til at fastholde forbrugeroplevelsen for at sikre, at den er problemfri, sjov og nem.
Hvad er dine generelle tanker om Home, og hvordan tror du, det vil ændre spilbranchen?
Home er en stor udfordring; ingen har før præsenteret denne type oplevelse på nogen konsol. Jeg glæder mig til at se, hvordan folk vil reagere på det, og hvordan de vil interagere med hinanden i Home. Når vi kommer til det punkt, hvor forbrugerne begynder at lede efter nyheder i Home, vil det have en betydelig indvirkning på hele branchen i forhold til vores definition af en konsol.
Hvilke spilgenrer vil være med til at trække et nyt publikum til PlayStation-oplevelsen?
På grund af PlayStation Store og vores evne til at levere enten store spil på Blu-ray Disc eller mindre spil til en lavere pris på PlayStation Network har vi nu forskellige valgmuligheder med hensyn til de investeringer, vi foretager. De genrer, som vi aldrig havde tænkt os at producere på disk - f.eks puzzle-spil, simuleringsspil og andre nichekoncepter - kan vi nu prøve på PlayStation Network ved at vælge et lille hold og en lille investering. Når det drejer sig om genrer, kan vi nu kaste os over alt det, som vi har haft interesse for, men som vi ikke følte os sikre på. Jeg ser virkelig frem til, at mindre spiludviklere prøver noget unikt, og at det i sig selv kan skabe en helt ny genre.
Er du fan af nogen specielle genrer?
Jeg er stor fan af meget nemme spil - jeg gider ikke at læse manualer eller bruge tid på at lære om spil. De spil, vi hidtil har produceret på PSN, f.eks flOw, er ret nemme - du holder bare controlleren og vipper den, du ved, hvad du skal gøre. Jeg er stor fan af spil, der tiltrækker folk, som ikke har det store kendskab til konventionelle spiltyper.
Er der nogle af de kommende nye spil på markedet, som du især glæder dig til?
Ved alle produkter, som vi har udgivet, har vi taget yderligere et skridt i forhold til at bruge konsollernes netværksmuligheder. F.eks i forbindelse med SingStar, hvor folk nu kan uploade deres optræden og bedømme andres optræden - det er sjovt at se nye ting på SingStar online, uanset om det er virkelig sjovt eller mærkeligt. Det er et skridt fremad i forhold til brug af netværksteknologi.
Det næste spil, som vi forventer os meget af på PS3, er Buzz Quiz TV. Vi vil som en del af vores koncept skabe en masse nyt indhold, der vil give folk mulighed for at lave deres egne quizzer, som de kan uploade til glæde for andre.
På samtlige spil, som vi udgiver, tester vi nye funktioner, og indtil videre har reaktionerne været positive. LittleBigPlanet er imidlertid et stort skridt fremad i forhold til, hvad forbrugerne vil være i stand til at gøre med de værktøjer, som følger med spillet - folk får mulighed for at udgive deres eget indhold til glæde for andre. Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvad en masse kreative folk vil være i stand til med de værktøjer, der er i LittleBigPlanet.
Med hensyn til PSN så udkommer der en masse unikke koncepter. I det seneste år har vi udgivet spil som f.eks Everyday Shooter, Pain, Bowling og for nylig echochrome, og der kommer et par overraskelser, helt unikke spil, senere på året.
Når det gælder PSP, er der fornyet entusiasme for platformen, især i Japan, hvor de har stor succes med Monster Hunter. Mange japanske udviklere, bl.a. vores eget Japan Studio, går langt i deres bestræbelser for at producere noget virkelig unikt og interessant på platformen.
Japan Studio udviklede Patapon, LocoRoco og echochrome - de er ekstremt kreative, og de ser det som en fantastisk mulighed at arbejde i mindre udviklingshold, som kræves til PSP, og selv til PSN. Det vil være med til at producere flere og flere interessante spil til platformen.
Kan du uddybe lidt omkring fremtidsstrategien for PSP-software?
Vi fokuserer på det, der er unikt ved PSP, hvad vi kan levere i forhold til forbrugeroplevelse og funktionalitet, f.eks de trådløse funktioner. I Japan mødes folk på barer og restauranter for at spille Monster Hunter - det er utroligt vanedannende at mødes med sine venner og spille mod hinanden. Det er et godt eksempel på vellykket brug af PSP-systemet, og det kan benyttes til alle spiltyper. Det handler ikke så meget om genrer men om at fokusere på, hvad PSP kan tilbyde som platform, og så bruge det inden for udvikling af spil.
Hvor vigtigt bliver brugergenereret indhold i løbet af de næste par år?
Det bliver utroligt vigtigt. Jeg vil ikke sige, at samtlige spil vil have brugergenereret indhold, men alle spiludviklere vil helt sikkert kigge på muligheden for at levere værktøjer og funktionalitet til forbrugerne, så de kan tilpasse og dele deres værk med andre forbrugere. Fordi det er så sjovt, er der mange kreative ting, som folk bruger lang tid og kreativ energi på på internettet, så hvorfor ikke også gøre det med spil og spilserier.
Hvilken indflydelse har PlayStation Network haft på spilmarkedet?
Det bliver bedre og bedre, og holdet i Japan, som udvikler platformen, er meget fokuseret på at tilføje nye funktioner, og på at gøre oplevelsen nemmere. Fra vores indholdsmæssige synspunkt gør vi flere unikke ting på platformen, som f.eks. at gøre det muligt for brugerne at opdatere deres indhold i SingStar, eller at udgive meget unikke spil som f.eks Everyday Shooter, som blev udviklet af én person. Flere og flere udgivere og udviklere vil opdage, hvor fleksibelt det er at arbejde med titler udsendt på PSN, lige fra genretype og udviklingsholdets størrelse til prisstrategi. Det er kun et spørgsmål om tid, før flere mennesker opdager, hvor fleksible og interessante mulighederne er på PSN.
På hvilke måder kan udviklere drage fordel af Blu-ray Disc-funktionen på PS3?
Udviklere vil nu engang altid tilføje mere og mere indhold på deres spil. Nogle spil bevæger sig fra one layer 25 GB Blu-ray Disc til dual layer, 50 GB. Spil som f.eks Metal Gear Solid og Resistance 2 kræver 50 GB-kapacitet. Indtil videre har udgiverne bestemt sig for at levere det samme indhold på PlayStation 3 og andre konsoller, men fordi det ligger i udviklernes natur at ville have mere, er jeg sikker på, at flere og flere spil vil have ekstra indhold, hvilket er unikt ved PS3, på grund af den tilgængelige plads på Blu-ray.
Hvor ser du PSP og PS3 i spillandskabet om et års tid?
For det første, i en ideel verden, vil både PSP og PS3 være forbrugernes foretrukne valg til fritiden, både i forbindelse med at spille spil, se video og lytte til musik. Jeg vil gerne have flere til at forstå, hvor fedt det er at have forbindelse til PlayStation Network, og jeg vil gerne se samtlige forbrugere, som har bredbånd eller trådløse forbindelser i hjemmet, tilmelde sig PSN. På den måde kan de opdage, hvor meget bedre deres spilleliv kan blive ved at have diskbaseret indhold optimeret med yderligere download-indhold og forbindelsesmuligheder med andre forbrugere via PlayStation Network. Mit ideelle scenarie er, at alle med PSP eller PS3 altid er tilsluttet netværket.
Hvor ser du PlayStation passe ind, i takt med at spilbranchen fortsætter med at udvikle sig?
Spilbranchen går en meget spændende tid i møde. Alle tre platforme bidrager til væksten i spilbranchen, som PlayStation er en stor del af. Jeg er sikker på, at vi vil spille en stadig større rolle, i takt med at flere og flere spil udviklet på PS3 vil se bedre ud, og flere udviklere vil opdage, hvor fantastisk det er at arbejde med netværksdistribuerede titler og udvikle små men unikke titler og gøre brug af brugergenereret indhold. Det er allerede muligt på PlayStation-platformen, og derfor er jeg sikker på, at vi vil komme til at spille en endnu større rolle i fremtiden.
Og sidst, men ikke mindst...?
Vi har mange interessante projekter, som vi arbejder på, og vi har svært ved at vælge, hvilke vi skal gå videre med, fordi vi kun har et begrænset antal hold og ressourcer til rådighed. Jeg arbejder sammen med holdene for at sikre, at uanset hvad vi gør, så leverer vi de bedste oplevelser til forbrugerne, hvilket gør, at folk ser frem til vores udgivelser.