Sony Computer Entertainment Europe indtog scenen på Games Convention i Leipzig og tryllebandt publikum med et væld af imponerende spilannonceringer.
Sommeren bliver altid endnu varmere omkring den årlige Games Convention i Leipzig, og 2008-udgaven var ingen undtagelse, da der blev annonceret virkelig hot ny software fra SCEE.
“The times they are a-changing”, meddelte David Reeves, præsident for Sony Computer Entertainment Europe, og der var virkelig forandring i luften med afsløringen af mere end et dusin titler til PlayStation. Der lød højlydt bifald for Heavy Rain, et actioneventyr for voksne, hvor der er fokus på en kompleks fortælling og på følelser. Efter planen skal Heavy Rain udkomme i 2009, og Reeves reklamerer for det som “det helt store spil til PlayStation 3 næste år”.
Spillet EyePet, som lover masser af innovation og kreativitet, fik også stor opmærksomhed fra konferencens deltagere. Reeves beskriver EyePet, der ventes at komme i 2009, som et “magisk spil”. I spillet kan du tilpasse og opdrage dit helt eget virtuelle kæledyr ved at bruge den revolutionerende teknologi i PlayStation Eye og kraften i PlayStation 3 til at projicere et nuttet væsen op på din skærm, så det ser ud, som om det befandt sig i din egen stue. Du kan lege med det, lave dine egne tegninger om til styrbart legetøj og ændre EyePets udseende til at passe til forskellige stilmæssige udtryk.
Blandt annonceringerne var også en ny tilføjelse til det meget populære SingStar, nemlig SingStar Vol.3 til PS3. Der er tilføjet kunstnere som f.eks. Michael Jackson og Dizzee Rascal, og der kommer et nyt udvalg af pakker til download. 1980'ernes britiske rockband Queen bliver blandt de første i september med fem tracks, der vil glæde din indre crooner.
Det var dog ikke den eneste store afsløring til sangspillet, der har fanget opmærksomheden og stemmerne hos mere end 43 millioner brugere over hele verden. På PlayStation 2 velsignes SingStar med ørehængerne i SingStar Syng med Disney, som indeholder masser af favoritter fra animationsfilmens gigant, bl.a. Det rent og skært nødvendige fra Junglebogen. Der bliver også mulighed for at spille PS2 SingStar-titler på PlayStation 3 ved hjælp af en fremtidig softwareopdatering. Dermed er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at skråle med på sine yndlingssange.
Dette er blot nogle få dryp fra den bølge af spændende software, der er på vej til PlayStation fra Games Convention i 2008, så hold øje med eu.playstation.com for at få flere oplysninger i den kommende tid.