Screenshots
10 billeder

Sucker Punch Productions satser på at sætte det afgørende stød ind med sit superhelteeventyr i sandkasseformat. Der er ingen kapper eller dragter - men der er en fristende elektrisk summen omkring spillet inFamous...
Empire City er en ruin. En eksplosion, som man ikke kender ophavet til, har ødelagt seks blokke i byen og resulteret i død og hysteri. Politiet er helt væk, og byen er nu lovløs med optøjer, sygdom, fattigdom og kriminelle ledere til at styre det hele. Empire City er sat i karantæne i forhold til resten af landet, og byen bløder alene.
Dens eneste chance for overlevelse er en helt almindelig mand ved navn Cole, som ved ulykken er blevet velsignet med evnen til at skyde elektricitet ud af hænderne, regenerere sin sundhedstilstand og andre kræfter... Men det er den samme mand, som får skylden for eksplosionen efter at være blevet fundet som eneste overlevende...
Coles retfærdighed
Med en hovedperson i en så kompromitterende stilling fra begyndelsen, har inFamous allerede noget, der er en smule anderledes end de typiske videospil med superhelte. Cole kastes ind i en åben sandkasseverden, som er ved at blive et mere etableret gameplay-element inden for genren - forskellen er her, at Cole er et moralsk mere ubeskrevet blad i forhold til de mere traditionelle Marvel- og DC Comics-figurer, som typisk pryder skærmen.
I overenstemmelse med sin titel lader inFamous ("berygtet") dig udforske din mørke side, mens du forsøger at opklare årsagen til eksplosionen, og hvorfor Cole var den eneste overlevende og fik sine særlige kræfter. Mens du strejfer rundt i byen, folder det, Sucker Punch kalder kriminalitetsøkologi, sig ud: Borgerne fortsætter deres gøremål og har med hinanden at gøre på almindelige - eller mere voldelige - måder. Du kan afbryde dette og derved bringe spillets karmasystem i spil.
Under en mission kan der er der f.eks. være en skadet kvinde, der har brug for genoplivning via Coles evne til at bruge sin elektricitet som hjertestarter. Ignorerer du hende, eller hjælper du? Din beslutning spores af karmasystemet, som er med til at skabe befolkningens billede af dig, når de husker dine gerninger. Som følge deraf kan de hjælpe, stille sig i vejen for eller måske endda frygte Cole.
Det er en kold by
Det er denne udvidede følelse af en verden, som lever og ånder, der udgør en stor del af inFamous, så det er mere end bare en række missioner, der skaber fremdrift i historien. "Du har kriminalitetsøkologien i en åben verden, som du kan eksistere i, præcis som du ønsker," forklarer Nate Fox, spildirektør hos Sucker Punch Productions. "Samtidig er der missioner, som har en helt bestemt begyndelse, midte og slutning, hvor der udspiller sig store, fastlagte begivenheder rundt om dig. Og de er skruet sammen på en måde, så du føler dig som en stjerne.
"Det er lidt ligesom en stor gryderet; hver gang du putter noget nyt i, får du en lidt anderledes smag. Du møder hele tiden ny interaktion, og det er fantastisk - vi vil blive ved med at tilføje nyt, så det bliver så vildt og varieret som muligt".
Afhængigt af, om du opfører dig som en helt eller ej, har din interaktion med befolkningen i Empire City også direkte fordele i forhold til væksten i Coles styrke. Det hænger også godt sammen med det incitament, der ligger i de nye kræfter, du får, efterhånden som du skrider frem gennem spillets plot.
Elektrisk rutsjetur
Det er særligt spændende, at Coles kræfter og Empire City er forbundet, hvilket giver det overnaturlige et element af realisme. Cole kan kun bruge den elektricitet, der er rundt omkring ham, i stedet for at generere den selv. "Vi har puttet et elnet ind i byen," fortæller Fox. "Cole kan bogstaveligt talt dræne byen for strøm, så han får mere ammunition til sine mere krævende superkræfter. Det er meget nyttigt, fordi dele af byen er uden strøm - og i de områder kan han ikke få mere energi ud af nettet, og hans sundhedstilstand kan ikke regenereres. de områder bliver han dødelig, da hans evner er afhængige af næring fra byens elsystem ."
Selv på et tidligt tidspunkt i spillet er Cole ikke begrænset til at bruge strøm til dræbe fjender eller gøre dem ukampdygtige. Han kan også superlade objekter, så de eksploderer, lave magnetiske skjolde og meget mere. Fox er undvigende omkring, hvor mange superkræfter hovedrolleindhaveren i inFamous ender med at få, men han forsikrer spillets fans om, at der er meget i vente. "Vi giver dig en konstant strøm af nye superkræfter, så du altid har et sejt nyt stykke legetøj at spille med," siger han.
Cole kan også bruge sit miljø gennem sine evner som opdagelsesrejsende i byen, hvilket øger det område, du kan bevæge dig i. "Det er et sandkassespil i en åben verden, så du kan gå, hvorhen du vil, men du kan også klatre, hvorhen du vil," siger Fox "Her har du dybest set en stor tredimensionel skulptur, som du kan interagere med, som du har lyst til." Fox demonstrerer dette ved at få Cole til at klatre op på en telefonpæl, som han så bruger som dække, mens han skyder elektriske stød mod fjender på jorden. "Vi ville tage klatringen og bruge den taktisk. Det giver en mere improviseret stil. Vi synes, det er en meget organisk ting, som egner sig til gameplay i en åben verden."
Den løbende mand
Ligegyldigt hvilken retning du går i med dine mange evner, møder du naturligvis et utal af fjender både med eller uden særlige kræfter, og det spiller en stor rolle for selve historien og gameplayets struktur. "Vi prøver at lave et spil, der er så sjovt som muligt. Det betyder, at der er en masse folk med særlige kræfter, som kan gøre mærkelige ting, når de slås," fortæller Fox. "Vi har ikoniske skurke, som er er med i store boss battles, som du vil huske i måneder efter - de er en del af genren."
Hvad bliver det så til? Helt eller antihelt? Berømt eller berygtet? Sucker Punch giver dig valget - og det bliver helt sikkert en uforglemmelig oplevelse. "Du kommer til at opleve, hvordan det er at udvikle superkræfter," siger Fox. Hvem kan sige nej til sådan en chance?
10 billeder
| Dato: | 07/10/08 |
|---|---|
| Kategori: | Nyheder |

Pro Evolution Soccer vender tilbage med forbedret grafik for at gøre det klassiske arkadefodboldspil slående realistisk.
Bliv klubbernes konge, pladespillerpultens mester og festens midtpunkt i DJ Hero på PlayStation 3.
Søg efter et legendarisk sværd, og genrejs din families ære i Grand Theft Auto: Chinatown Wars på PSP.