Den mørke Halloween-stemning driver ind over videospillene, og nu er der et uhyggeligt godt udvalg, du kan nyde på PlayStation Network. Tør du downloade disse herligheder?
Hvis du har lyst til noget lidt andet end at gå din sædvanlige raslerute, har PSN den perfekte løsning, som kan gøre din Halloween lidt sjovere. En uhyggeligt passende start kunne være at give din PlayStation 3 en isnende ny stil med et udvalg af wallpapers og temaer, der kan ændre baggrunden, ikonerne og farverne på menuen Home. Resident Evil 5, Killzone 2 og Devil May Cry 4 har alle fået en tema- eller wallpaper-overhaling, som vil give din PS3 et perfekt klamt look.
Hvis du er modig nok til at prøve nogle gys selv, hvorfor så ikke downloade et par spil og demoer fra PSN og komme i gang med at spille?
Siren Blood Curse
Det mytiske tager en rædselsvækkende drejning i Siren Blood Curse, hvor du følger et tv-hold, der er ude for at udforske Hanuda, den forsvundne landsby, hvor der efter sigende har fundet menneskeofringer sted. Spillet er opdelt i 12 tv-serieagtige afsnit, og det er et spil, der sigter efter at få det til at isne helt ind i knoglerne, når du og gæsterne i Hanuda skal redde eventuelle overlevende fra de skrækindjagende Shibito, levende døde, og andre frygtelige monstre.
BioShock-demo
Udforsk undervandsbyen Rapture, hvor der lurer chok bag hvert hjørne takket være en kompleks historie, masser af fascinerende figurer og uhyggeligt intelligente fjender. Førstepersonsperspektivet gør gysene endnu voldsommere i den spændende BioShock-oplevelse, som du kan få en smagsprøve på i denne demo.
PixelJunk Monsters
For dem, der foretrækker lidt mere nuttede uhyrer, er PixelJunk Monsters perfekt. I rollen som Forest Defender får du til opgave at beskytte et kuld uskyldige efterkommere af bl.a. edderkopper, golemer, flyvende dyr og meget mere. Du har også mulighed for at danne hold med en partner, hvis du ikke er klar til at møde rædslerne ved at fejle alene...
Buzz!: Horror Movies Quiz
Er du på jagt efter noget, der kræver mere hjerneaktivitet? Så lad Horror Movies Quiz afprøve dine evner med en udfordring, der sætter din viden i et skummelt lys. Download denne pakke, tilføj den direkte til karrusellen i Buzz!: Quiz TV, og fordyb dig i et univers af monsterfilm og grusom filmrelateret almenviden. Men bliv nu siddende i sofaen i stedet for at gemme dig bagved den...