Screenshots
13 billeder

eu.playstation.com fortsætter med at udforske studierne hos Guerrilla Games, udvikleren bag det spektakulære Killzone 2 - og finder ud af, hvorfor dette spil er et helt sikkert bud på en vinder i videospillenes verden.
Da det er et førstepersonsskydespil, er det måske åbenlyst, at handlingen i Killzone 2 foregår i første person. Trods det var der med tilføjelsen af systemer, som giver mulighed for at søge dækning, betjene maskineri og endda springe ind i tunge udstyrskøretøjer (komplette med maskingeværer og raketstyr), i begyndelsen en fristelse til midlertidigt at skifte synsvinkel som i mange FPS-spil. Efter en eksperimenterede fase blev det hurtigt besluttet, at spilleren skulle blive i første person, så længe Guerrilla Games kunne holde spillet intuitivt og fængslende.
"I Killzone: Liberation [på PSP] begyndte vi at udforske et dækningssystem og gøre spillet mere taktisk, og det har vi udvidet til et førstepersons-dækningssystem i Killzone 2", fortæller spildirektør Mathijs de Jonge. "Først prøvede vi at lave det i tredje person, men det var ret forstyrrende for spilleren at skifte synsvinkel hele tiden, og det ødelagde også fordybelsen. Det var faktisk en ide fra en af designerne, som brugte sit eget kamera til at fange, hvordan det ville se ud at gå i dækning fra et førstepersons-perspektiv, og han foreslog, at vi prøvede det.
"Oprindeligt trak vi kameraet tilbage i tredje person, når spilleren døde, men så var der nogle, der tænkte: "hvem er nu den figur, der falder livløs om på min skærm", griner Jonge. "Så vi besluttede at lade kameraet vælte. Vi havde også en stemme til Sev [hovedpersonen], men det føltes lidt som en ud af kroppen-oplevelse - sådan lidt "hvem er den fyr, der snakker i mit øre" [griner]. Vi vil ikke distrahere spillerne, bare få dem til at føle sig som helte".
Fra første til tredje... og tilbage igen
Bare fordi verden omkring dig er i første person, så betyder det ikke, at spillet snyder dig for noget, som du måske ikke kan se. Udviklingschef Arjan Brussee viser dette ved at tage en scene, hvor man ser en kamp på taget af et tog i fart. Det er et smukt syn, med bølgende flag, støv og forskellige lyseffekter, mens toget suser gennem mange landskaber og tunneller - og i gameplayet gør vinden dig langsommere, og den kan endda få kastede granater til at springe tilbage på dig.
Brussee begynder at pille scenen fra hinanden for at vise, hvor meget teknisk trylleri PlayStation 3 laver på det visuelle plan, ved at tage kameraet fra første person til tredje person og flyve rundt om hele scenariet med det, så du får bevis for, at alt hvad du ser - og endda ting, du ikke ser - eksisterer lige nu og her, og der er ikke noget visuel snyd eller spejle. Derefter slår han lyset, refleksionerne og de andre visuelle effekter fra, så scenen bliver til en sparsom stregtegning for at vise, hvordan hvert element spiller en rolle i skabelsen af den overbevisende verden i Killzone 2, før han genskaber det hele igen for at vise det imponerende grafiske skue, du nu kender rigtig godt.
Når det gælder spørgsmålet om forstyrrende indlæsning under spil i detaljerede scenarier, smiler Brussee. "Meget af indlæsningen foregår i baggrunden", siger han. "Vi har kun indlæsningsskærmen, når du begynder på et nyt niveau, men det er den eneste indlæsningsskærm, du får at se - mens du spiller et niveau, streames alt i baggrunden".
"Helghast er egentlig ikke så slemme..."
Selv i det virkelig omfattende multiplayerspil (som giver mulighed for tilpasning i en grad, der sjældent ses i et FPS) har det hele tiden været målet at opnå et højt niveau af visuel troværdighed. Ønsket har været at skabe noget, der var lige så flot som singleplayer-delen. "Alle systemerne blev udviklet med dette i baghovedet", siger chefproducer Angie Smets. "Det var rigtig svært. Det er en balancegang mellem at få mest muligt ud af hardwaren og sørge for, at den kører uden problemer, og vi er meget tilfredse med resultatet".
Der er stadig masser af hemmelighedsfuldhed hos Guerrilla Games, selvom spillet er færdigt, og medarbejderne er åbne og venlige. Der er planer om masser af overraskelser, og med den glade stemning i studiet kan det være hvad som helst. Det her er nu engang stedet, hvor en af store Helghast-modeller på mystisk vis forsvandt fra sin plads, og senere blev fundet i en truende position på et af dametoiletterne - til Smets' store overraskelse. Selvom der også er et ret bizart billede af hende, hvor hun danser med en Helghan-soldat, skabt af Guerrillas chefkonceptdesigner, så kom hun sig over chokket. "Jeg forklarede dem, at Helghast egentlig ikke er så slemme, så de så mig synge og danse sammen med en af dem, hvilket ser meget mindre skræmmende ud, end når de bærer våben", griner Smets.
"Killzone 2 er et billede på, hvem vi er"
Killzone 2 betyder meget for Guerrilla - og det handler ikke kun om spillets størrelse. Det står helt klar, ikke mindst når man taler med adm. direktør Herman Hulst, som håber, at spillet virkelig vil vise, hvad udvikleren er i stand til og står for. "Killzone 2 er virkelig et billede på, hvem vi er her hos Guerrilla", siger han. "Jeg er meget stolt af det, som holdet har opnået. Killzone 2 er i høj grad en målestok for, hvor langt studiet er nået.
Vores kerneværdi i studiet er helt sikkert kvalitet. Alt, hvad vi gør, skal være lidt bedre end det bedste. Vi har ikke bare sat standarder inden for det grafiske, men også i forhold til mængden af ting, der kan ødelægges og kvaliteten af animationerne... vi vil have, at gameplayet skal skubbe grænsen lidt længere ud. Jeg synes, at det definerer Guerrilla - vi vil ikke bare lave en efterfølger, der bygger på det, vi har i forvejen. Ambition er et nøgleord, som sætter standarden for os.
"Vi gør alting lidt anderledes, lidt mere intenst, og forhåbentlig... lidt bedre".
13 billeder
| Dato: | 14/01/09 |
|---|---|
| Kategori: | Feature |

Pro Evolution Soccer vender tilbage med forbedret grafik for at gøre det klassiske arkadefodboldspil slående realistisk.
Bliv klubbernes konge, pladespillerpultens mester og festens midtpunkt i DJ Hero på PlayStation 3.
Søg efter et legendarisk sværd, og genrejs din families ære i Grand Theft Auto: Chinatown Wars på PSP.