Direktøren for SCE Worldwide Studios fortæller mere dybdegående om de spændende titler, der er på vej til PlayStation.
Ud af alle de titler, der blev vist ved E3 2009, hvilke kommer så til at definere PlayStation i 2009 og 2010?
Der er mange titler, som kommer til at definere bestemte områder inden for det, som PlayStation repræsenterer.
Gran Turismo 5 og Gran Turismo (PSP) vil definere den ultimative racerløbsoplevelse på hjemmekonsollen og bærbare spilsystemer, ikke kun til PlayStation-platforme. Uncharted 2 og God of War 3 vil definere action-eventyroplevelsen på PlayStation, MAG vil definere den omfattende online-skydespilsoplevelse, Ratchet & Clank: A Crack in Time vil definere platformsaction-oplevelsen, Heavy Rain vil definere den nye måde, som den interaktive historie kan fortælles på, EyePet og Invizimals vil definere den forbedrede virkelighedsnære oplevelse for børn og familier, og Mod Nation, LittleBigPlanet (PSP) vil sammen med LittleBigPlanet s Årets Spil-udgave definere den "spil, skab og del"-oplevelse, som LBP satte i gang sidste år. I 2010 vil TRICO: The Last Guardian definere den måde, hvorpå der skabes en følelsesmæssig forbindelse mellem spillets figurer og spillerne.
Hvad kan du fortælle os om TRICO og Gran Turismo (PSP)?
TRICO: The Last Guardian er et helt nyt spil fra ICO-holdet. Jeg plejede at kalde dem for "det olympiske hold", fordi det tog dem fire år at lave ICO og Shadow of the Colossus, men denne gang bruger de endnu et år på at udvikle TRICO. Det er dybt ærgerligt, for jeg ved, at der er mange fans af holdets arbejde, som venter på spillet verden over, så det er en skam, at vi er nødt til at lade dem vente så længe. Det undskylder jeg, men de kan være sikre på, at når holdet føler, at spillet er klar til udgivelse, vil det have lige så stor gennemslagskraft, som de to foregående spil havde, da de blev udgivet. ICO-holdet udvikler en ny metode til at skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem digitale figurer og spillere, som udnytter PlayStation 3-platformen fuldt ud. Hold udkig efter flere oplysninger på et senere tidspunkt.
Gran Turismo (PSP) er ikke en videreudvikling eller en beskåret version af Gran Turismo, men derimod en helt ny, komplet Gran Turismo-oplevelse, der er lavet specielt til PSP. Spillet er udviklet til at fungere godt på både PSP-1000/2000/3000 og PSP Go og er specielt designet til at kunne spilles på farten. Det er skabt med omhu, så det også er meget tilgængeligt for en spiller, der kun lejlighedsvis spiller racerløbsspil, og derfor er spillet en perfekt introduktion til Gran Turismo-serien. Det vil [også] indeholde en forbindelsesfunktion med Gran Turismo 5.
Yderligere spil-downloads som f.eks. udvidelsespakker lod til at spille en vigtig rolle for PS3-titler, især sidste år. Kommer det til at fortsætte?
Ja, det fortsætter, og det kommer til at fylde endnu mere fra dette år og fremover. Flere og flere spil vil få ekstra indhold og funktioner, der bliver udgivet efter den første udgivelse af titlen. Dette indhold bliver baseret på feedback fra brugerne og vil introducere forbedringer hen over tid. Desuden får titlen tilføjet udvidet spilletid. Det bliver hele tiden vigtigere at opretholde en tæt kontakt og kommunikation med vores netværk i forbindelse med vores titler, hvis vi vil have succes med at udvide vores franchise og vores virksomhed. Alle PS3-systemer er allerede udstyret med trådløs internet-funktionalitet og en harddisk, lige fra de tages ud af kassen. Desuden er der jo den nemme tilmelding og masser af gratis tilgængelige downloads på PlayStation Network. På den måde vil nyt indhold og nye tjenester online fortsætte med opmuntre en større del af PS3-brugerne til at tilslutte sig PSN.
Hvilke vigtige tendenser skal vi holde øje med, når det gælder nye teknologier?
Den eksplosive vækst inden for sociale netværk og sociale netværksspil. Forbrugernes livsstil er inde i en rivende udvikling, og vi vil indarbejde mere og mere af denne nye tendens i vores titler og platformstjenester. Med en bedre integration af denne teknologi bliver vores forbrugere mere bevidste om, hvad deres venner spiller, holder af, anbefaler og køber, og de får mulighed for at sammenligne præstationer, udveksle meninger, hjælpe med at løse problemer, give feedback til spiludviklerne samt konkurrere og samarbejde med hinanden.
Man bør også holde øje med avanceret teknologi til brugergrænseflader, forskellige sensorer, kameraer og input-enheder. Med forbedringen af både hardware- og software-teknologien på dette område kan vi tilbyde en meget mere lettilgængelig, fængslende og responsiv oplevelse til en større forbrugergruppe. Vi arbejder på at udvide vores marked, så det omfatter andre end vores kernespillere, som er mænd mellem 18 og 35. Det gør vi ved at levere banebrydende og unikke måder, som forbrugerne kan interagere på og få glæde af vores spil.
Er I allerede begyndt at se nærmere på nye teknologier som f.eks. 3D-spil?
Vi har arbejdet tæt sammen med Sony Electronics-gruppen for at kunne fremvise et glimt af 3DTV-teknologien (stereoskopiske spil) ved forskellige lejligheder, herunder dette års Consumer Electronics Show og Game Developer’s Conference. Hvad vi har vist ved disse events er kun et rids i overfladen af det, som den nye teknologi er i stand til, men selv en kort demonstration har givet en kraftig reaktion fra dem, som så eller oplevede demonstrationen. Den fængslende fornemmelse af at være tilstede i spillet er virkelig fantastisk. Det føles, som om man tager på ferie eller til en forlystelsespark med hele familien i sit eget hjem. Vi er meget spændte på de muligheder, som denne teknologi kan tilføre spillene, og vi vil fortsat arbejde sammen med Sony Electronics for at udforske, hvordan vi bedst kan realisere stereoskopisk spil på PlayStation.
Hvad er jeres planer for at bakke op om lanceringen af PSP Go?
Vi har arbejdet på at udgive vores UMD-titler, både gamle og nye, via elektronisk distribution, så de forbrugere, der køber PSP Go, får et stort udvalg af spil at vælge mellem lige fra den første dag. Vi arbejder også på nogle titler, der udnytter størrelsen på PSP Go optimalt, som f.eks. spil, man kan spille med lukket skærm ved kun at bruge tasterne L og R. Vi er meget spændte på at se den forbedrede bærbarhed i PSP Go, som helt sikkert vil gøre det muligt for forbrugerne at spille vores spil ved endnu flere lejligheder, når de er på farten. I år har vi det største og bedste udvalg af festtitler, som udgives først på PSP. De kan alle sammen spilles på både PSP Go og PSP-3000.
Hvad var de vigtigste ting, I lærte af den store respons, I fik, i form af brugerskabt og indsendt indhold til LittleBigPlanet, SingStar- og Buzz-spillene?
Det er sjovt at skabe ting. Vi var sikre på, at hvis vi kunne tilføje intuitive og brugervenlige designværktøjer til et spil som LBP, så ville vores brugere få stor glæde af det. På den ene side var det pionerarbejde, men på den anden side var det helt indlysende. Hele hemmeligheden bag en succesfuld udførelse ligger i det geniale arbejde fra talentfulde hold som Media Molecule, der har tilstrækkeligt med kreativitet og arbejdsdisciplin til at få en sådan vision til at lykkes.
Det mest spændende for os alle har været den måde, som netværket har taget det til sig på. Der er allerede blevet skabt og uploadet mere end 725.000 brugerskabte baner. Den oplevelse har lært os en masse om, hvad vores brugere ønsker, og hvordan vi skal reagere på den direkte feedback, vi får fra forbrugerne. De ønsker flere værktøjer til at skabe mere variation i spiltyperne; det er her, vi håber at Mod Nation kommer til at passe rigtig godt ind.
Det smukke ved at skabe er, at det betyder forskellige ting for forskellige mennesker, og vi kan alle skabe forskellige ting på forskellige måder. Så hvis man ser på spil som SingStar og Buzz!, er muligheden for at optage videoer af sin egen præstation eller lave sin egen quiz en meget naturlig og social måde at være kreativ på. Når vi kombinerer muligheden for at skabe med muligheden for at dele via PSN, medfører det en meget stærk netværksaktivitet, og det gør hele oplevelsen meget sjovere. Der er uploadet over 100.000 videoer til SingStar, mens der til Buzz er skabt og uploadet over 175.000 brugerudviklede quizzer.
PlayStations publikum fortsætter med at vokse og blive mere varieret, så hvordan beslutter I, hvilke spil der skal sættes i produktion?
Vi samarbejder med netværket af studier og forhandlere over hele verden for at diskutere og vurdere vores udvalg af titler og potentiel ny IP-udvikling. Desuden lægger vi strategier for, hvilke nye målgrupper vi gerne vil nå ud til med hver enkelt platform, og sikrer, at vores tilbud følger denne strategi. Vi administrerer vores portefølje af tilbud med henblik på at maksimere den værdi, vi kan levere, i forhold til vores investering. I takt med, at vi fortsat udvider PS3-publikummet, bliver det stadig vigtigere, at vi kan tilbyde et varieret indhold, der kan opfylde de forskellige behov hos forskellige publikumstyper; vi er stolte af, at vi har haft succes med at levere noget til alle på vores tidligere platforme. Vi har kreative hold, som er fremragende til både at levere spil til et bredt publikum og til kernespillerne. Begge grupper er meget vigtige for den fortsatte succes for og udvidelse af vores platforme.
Hvordan skrider arbejdet med Heavy Rain frem?
Spillet har altid været rigtig spændende i kraft af dets innovation og ambition. Det er altid en udfordring at forsøge at skabe noget, som ikke passer ind i de konventionelle genrer, men med den forhistorie og den lidenskab, som Quantic Dream kan udvise, vidste vi, at de kunne realisere projektet. Før E3 fik vi fat i alfakoden og kunne for alvor se, hvordan visionen kunne realiseres på en virkelig overbevisende måde. Det var skønt at kunne lade andre prøve kræfter med demoen ved E3 og se reaktionerne. Det bliver rigtig godt at kunne tilføje den feedback til spillets udviklingscyklus, så vi kan producere et spil, der er nyskabende, appellerer bredt og er af højeste kvalitet.