Screenshots
8 billeder

Opdag, hvordan du kan give den som ægte tyran med underholdende hjælp fra Overlord II's producerassistent Dean Scott samt kommunikationschef Sam Cordier.
Hvordan har det kunnet lade sig gøre at skabe en verden, der er lidt mørkere, i Overlord II?
Dean Scott: Altså, et af eksemplerne er muligheden for at trælbinde hele byer. Overlord stormer ind i tilsneet, idyllisk by med undersåtterne, Overlord fjerner indbyggernes frie vilje med magt ved at trælbinde dem med sin Domination-besværgelse, indbyggerne giver sig derefter til at tjene penge til Overlord. En lille smule sjov, magisk slavebinding, og hver gang man kommer tilbage, har fjolserne pengefyldte poser til dig.
Og hvis det ikke er nok, hvad så med at skænde nogle hellige elvertempler? Begå massemord på gnomerne, blot fordi du ikke kan snuppe synet af deres fjollede, spidse hatte? En horde af undersåtter til din rådighed kan yde dig masser af støtte ved at anrette tilfældige ødelæggelser.
Hvem er undersåtterne, og hvad kan de gøre?
Sam Cordier: Undersåtterne er Overlord II's virkelige stjerner, og de bliver behandlet lidt som drillesyge, knevrende projektiler. Alle Overlords fire undersåttyper har fået forbedret deres kernefærdigheder: De er alle blevet stærkere, mere intelligente, mere destruktive og sjovere end før.
Alle undersåtter har fået deres kærnefærdigheder tilpasset de nye udfordringer, som spillet byder på. Undersåtterne kan nu gøre ting såsom at beride dyr som ulve, edderkopper og dragelignende salamandere, og de kan samarbejde om at styre krigsmaskiner såsom krigsskibe og kæmpemæssige katapulter.
Hvilken slags undersåtter står til spillerens rådighed?
SC: Der er brune Warrior, røde Fire-throwing Imp, grønne Stealth Assassin og blå Enigmatic Priest - hver med deres personligheder og færdigheder.
Hvordan udnytter man dem bedst muligt?
SC: Ved at bruge hver enkelt undersåttype til det, de egner sig bedst til. Når man står overfor en mur af soldater fra Glorious Empire, ved en god Overlord, at de ulveridende brune vil kunne flå dem fra hinanden. At sætte blå ind på et flag ved siden af det sted, hvor slaget udspiller sig, gør det muligt at lade dem gå ind og samle enhver falden undersåt op for derefter at genoplive dem.
Kombiner det med nogle røde, der kaster ildkugler på afstand, og list dine grønne snigmordere rundt om, og lad dem tage sig af eventuelle individer, der sakker bagud, når slaget er i fuld gang. Hm, jeg kan allerede høre smerteskrigene og ødelæggelseslyden, herfra hvor jeg står. Undersåtterne gør naturligvis hvad som helst for Overlord, så selv enkle opgaver såsom at plyndre guld og indsamle tryllesten er ikke under deres værdighed.
Hvordan føles det at være herre over så mange underordnede?
DS: Det er den ultimative følelse af magt. Nogle vil nok sige, at en tur i en sportsvogn føles bedre, men med en flok undersåtter til sin rådighed kan man jo bare stjæle sportsvognen. At være en Overlord betyder, at man har masser af magt, og at man kan bruge den med stor uansvarlighed.
Det er noget af en oplevelse at kommandere denne samling små, skrigende galninge. Vær blot glad for, at du har fået chancen for at opleve det, og at undersåtterne ikke har stjålet eller smadret din PlayStation 3.
Hvilke væsener og skabninger er sjovest at tortere og destruere?
SC: Dem alle sammen! Overlord falder ikke for hundeøjne, og ingen forfordeles! Sæler og alle andre former for levende dyr i Overlord II bærer livskraft. I [det første] Overlord var det får...Men får kommer til at fryse på Nordbergs tilfrosne vidder, så sælerne lever der i stedet. Babysælerne er nuttede, men de æder fisk for at holde sig i live, så til gengæld bliver de en naturlig del af fødekæden, hvor undersåtterne tæver livskraften ud af dem. Babysæler er harmløse - og lækre - men det er deres forældre, man virkelig bør holde øje med.
Hvilke genstande og dingenoter bør en god Overlord aldrig tage hjemmefra uden?
SC: En god Overlord forlader aldrig sit mørke domæne uden en god pansring, et stort våben, der kan forrette voldsomme skader, og så mange livskraftkugler som muligt. En Overlord er intet uden sine håndlangere, og hans undersåtter og antallet af livskraftkugler, en Overlord har, kan direkte oversættes til, hvor mange håndlangere, han kan trække ud af Netherworlds undersåthuler.
Hvad er det mest grusomme, man kan få sine undersåtter til at gøre i deres søgen efter ægte ondskab?
DS: Det er et fortolkningsspørgsmål. Sælmoren så ikke ud til at være alt for begejstret, da jeg sendte mine undersåtter ind for at knuse hendes unger med køller for ansigtet af hende. Men de døde ikke forgæves: Nogle af undersåtterne begyndte at bruge de søde små sælansigter som hatte. Og derudover havde hun ikke alt for meget tid til at være ude af sig selv. Jeg vadede nemlig ind med mit sværd og hakkede hende i stykker. Det genererede naturligvis Yetien, men det er en helt anden historie.
Hvad kan man gøre, hvis ens undersåtter nægter at parere ordrer?
SC: Overlord elsker at tugte, så hvis en undersåt ikke udfører en ordre, skal den i essen! Alle Overlords har brug for våben og panser, så den måde, en uduelig undersåt bedst udnyttes på (udover at bruge den som fodbold), er at smide den ned i et bassin med kogende metal.
Forskelligt farvede undersåtter gennemsyrer dine våben og dit panser med forskellige magiske egenskaber. Der er ikke noget bedre en at se sin undersåt, der med stor fryd springer direkte ned i et dødeligt bassin, når man ved, at man får en ny Overlord-hjelm ud af det!
Hvad er nøglen til succes, når man er en magtfuld og almægtig Overlord?
DS: Barmhjertighed er for de svage. Ødelæg alt, der modsætter sig din brutale, mørke vilje, og ødelæg eventuelt også alt, der ikke gør. Det er op til dig, gå amok. Overgiv dig til din mørke side. Tøv ikke med at tvinge undersåtterne til at gøre det beskidte arbejde for dig. Hvis de dør i kamp, kan du altid massakrere nogle uskyldige væsner og skaffe erstatninger.
8 billeder
| Dato: | 16/07/09 |
|---|---|
| Kategori: | Nyheder |

Pro Evolution Soccer vender tilbage med forbedret grafik for at gøre det klassiske arkadefodboldspil slående realistisk.
Bliv klubbernes konge, pladespillerpultens mester og festens midtpunkt i DJ Hero på PlayStation 3.
Søg efter et legendarisk sværd, og genrejs din families ære i Grand Theft Auto: Chinatown Wars på PSP.