Sony make.believe
PlayStation®Network Til | Tilmeld dig | Log på

Generelle regler for præmiekonkurrencer

Alle konkurrencer, der arrangeres af Sony Computer Entertainment Europe Limited eller Sony Computer Entertainment UK Limited, er underlagt disse regler (de "generelle regler"), medmindre andet udtrykkeligt er angivet. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de generelle regler og eventuelle specifikke regler, der måtte blive offentliggjort i forbindelse med en bestemt konkurrence (de "specifikke regler"), er det de specifikke regler, der gælder.

Arrangøren er: Sony Computer Entertainment Europe Limited med adressen 10 Great Marlborough Street, London, W1F 7LP, medmindre andet er angivet i de specifikke regler.

Deltagere

1. Ved at deltage i en konkurrence accepterer du disse generelle regler og alle relevante specifikke regler samt alle vilkår og betingelser fra en eventuel relevant tredjepart.

2. Kun indbyggere i de lande, der er angivet i de specifikke regler, kan deltage i konkurrencen. Ansatte hos arrangøren og virksomheder i samme koncern samt deres nærmeste familier, deres agenter eller enhver anden, der er professionelt tilknyttet den relevante konkurrence, kan ikke deltage i konkurrencen.

3. Du vil muligvis blive afkrævet et bevis på din berettigelse til at deltage i en konkurrence. Medmindre andet er angivet i de specifikke regler, skal du, hvis du er under 18 år, have en skriftlig tilladelse fra en forælder eller værge for at deltage og modtage din præmie.

Deltagelse

4. Det er gratis at deltage i konkurrencer med præmielodtrækning, og det er ikke nødvendigt at foretage nogen form for køb.

5. Du skal deltage i en konkurrence i henhold til den metode og inden den slutdato og -tid, der er angivet i de specifikke regler. Gør du ikke dette, afvises din deltagelse.

6. Arrangøren accepterer ikke under nogen omstændigheder ansvaret for eventuelle tab, beskadigelser eller forsinkelser af en deltagers bidrag, der skyldes fejl i levering, netværk, computerhardware eller -software. Bevis for afsendelse accepteres ikke som et bevis på modtagelse. Der accepteres ingen ansøgninger fra agenter, tredjeparter og organiserede grupper, ligesom ansøgninger, der er automatisk oprettet af en computer, heller ikke accepteres.  

7. I forbindelse med konkurrencer, der kræver, at du indsender billeder, video eller andre medier, gælder følgende yderligere vilkår:

(i) Du bekræfter, at dit bidrag kun indeholder dit eget originale arbejde, og at ethvert materiale og enhver oplysning, du har anvendt til dit bidrag, ikke krænker en tredjeparts intellektuelle ejendom, moralske eller andre rettigheder, hverken nu eller i fremtiden.

(ii) Du bekræfter, at du ikke har indgået aftaler med tredjeparter, der kunne begrænse arrangørens ret til at anvende dit bidrag.

(iii) Du skal sikre dig, at enhver person eller personer, der er afbildet i dit bidrag, har givet tilladelse til anvendelsen af deres billede og har givet afkald på enhver rettighed, de måtte have, til de indsendte billeder, videoer eller andre medier. Hvis disse personer er under 18 år, skal du indhente forældretilladelse.

(iv) Hvis du ikke kan levere et bevis på de tilladelser, der er nævnt ovenfor, kan du blive udelukket fra konkurrencen og/eller miste en eventuel præmie.

8. Dit deltagerbidrag må ikke indeholde materiale, der er usømmeligt, usædeligt, ærekrænkende, diskriminerende, fornærmende eller tilskynder til ulovlige handlinger. Ethvert bidrag, der indeholder et sådant materiale, vil blive afvist.

Præmier

9. Dommernes beslutning er endelig, og der vil ikke kunne finde nogen form for korrespondance eller diskussion sted i den anledning. Hvis du vinder en præmie, bliver du kontaktet via det telefonnummer eller den e-mail-adresse, du angav, da du tilmeldte dig konkurrencen. Arrangøren retter ikke i dine kontaktoplysninger, når først du har indsendt dit deltagerbidrag.

10. Hvis du vinder en præmie, skal du gøre krav på denne inden for et fastsat tidsrum, som er angivet i de specifikke regler. Hvis du ikke gør krav på din præmie inden for det tidsrum eller på den måde, der er angivet for den specifikke konkurrence, bliver dit krav ugyldigt, og arrangøren forbeholder sig retten til at tilbyde præmien til den næste berettigede deltager, der udvælges i henhold til de specifikke regler.

11. Præmier kan ikke overdrages, må ikke videresælges og afhænger af tilgængeligheden. Arrangøren forbeholder sig retten til at erstatte enhver præmie med en præmie, der har samme eller højere værdi. Præmierne kan ikke ombyttes til kontanter.

12. Præmierne er som beskrevet i de specifikke regler, og medmindre det modsatte er specifikt angivet, omfatter præmierne ikke skat, forsikring, forbindelsestransport, lommepenge og andre udgifter (herunder måltider eller personlige udgifter, opgraderinger osv.). Disse udgifter påhviler udelukkende præmievinderen selv.

13. Hvis du vinder en rejsepræmie, er du selv ansvarlig for at sikre, at du og din rejseledsager har mulighed for at rejse og har gyldige pas samt eventuelle nødvendige visa og rejsedokumentation til den pågældende rejse på de rejsedatoer, der er angivet.

14. Arrangøren forbeholder sig retten til at diskvalificere dig efter et velovervejet skøn, hvis din adfærd går imod ånden i de generelle regler, de specifikke regler eller konkurrencens intention.

Ejerskab og anvendelse af deltagerbidrag

15. Når du tilmelder dig, overgår ejerskabet af dit deltagerbidrag og alle de materialer, der er skabt, udviklet eller fremstillet af dig i forbindelse med din deltagelse, til arrangøren. Du giver herved arrangøren alle intellektuelle ejendomsrettigheder (herunder fremtidige rettigheder), der er tilknyttet dit deltagerbidrag, og som måtte opstå på anden måde i forbindelse med dit bidrag. Du giver også afkald på alle moralske rettigheder relateret til dit deltagerbidrag, som du måtte være berettiget til nu eller i fremtiden ifølge Copyright, Designs and Patents Act 1988 (herunder dennes tilføjelser) samt ifølge enhver lignende lovgivning, der måtte gælde hvor som helst i verden. Du erklærer dig villig til at udføre enhver handling og underskrive enhver dokumentation, der er nødvendig for at opfylde afsnit 15.

16. Arrangøren garanterer ikke, at dit bidrag anvendes eller på anden måde gøres tilgængeligt.

Databeskyttelse og offentliggørelse

17. Hvis du vinder en præmie, erklærer du dig indforstået med at skulle deltage i enhver reklamebegivenhed, der kræves af arrangøren.

18. De private oplysninger, du angiver ved din tilmelding, opbevares og anvendes kun af arrangøren, virksomheder i samme koncern og disses leverandører til at administrere konkurrencen og ellers i henhold til arrangørens politik om personlige oplysninger, de specifikke regler og ifølge dine udtrykkelige tilladelser.

19. Alle betingelser, garantier og repræsentationer, der står udtrykkeligt eller er underforstået i lovgivningen eller på anden måde i forbindelse med præmien og/eller konkurrencen, er udelukket i det størst mulige omfang, som loven tillader.

20. Arrangøren kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle tab, personskade eller anden skade, som du måtte pådrage dig som en direkte eller indirekte konsekvens af præmien og/eller konkurrencen. Arrangøren gør dog intet forsøg på at udelukke eller begrænse sit ansvar for dødsfald eller personskader, der måtte opstå som følge af dennes uagtsomhed.

Generelt

21. Arrangøren forbeholder sig retten til at ændre eller annullere en konkurrence i tilfælde af uforudsete omstændigheder.

22. Arrangøren forbeholder sig retten til at opdatere og/eller ændre disse generelle regler fra tid til anden. Enhver opdatering eller tilføjelse gælder ikke for de konkurrencer, der allerede er i gang, når disse ændringer foretages.

23. Disse generelle regler og alle specifikke regler er underlagt engelsk lovgivning, og domstolene i England og Wales har eksklusiv domstolskompetence.