Gran Turismo 4

PS2
Udgivelsesdato: 9 Marts 2005
Udvikler: Polyphony Digital Entertainment
Udgiver: SCEE

Oversigt

Født af fanatisme, drevet af passion og inspireret af genialitet vender Gran Turismo tilbage for at redefinere køreoplevelsen på PS2.

Virtuel kørsel går ind i en ny æra, når den elskede Gran Turismo serie vender tilbage til dens eneste hjem: PlayStation 2. GT4 spænder over et århundredes bilhistorie og indeholder et hidtil uset antal køretøjer (over 700 alt i alt inklusive 10, der er totalt eksklusive for det europæiske marked), utrolige nye features og fotorealistisk grafik, der overgår din vildeste fantasi. Så sæt dig bag rattet, kig ned under motorhjelmen eller stig ud af bilen takket være de nyskabende Photo og B-spec modes.

Fra verdens første benzindrevne bil (en 1886 Benz Patent Motorwagen) over masseproduktionens første modeller (Fords Model T) til nuværende klassikere som Audi TT med flere, hylder GT4 bilernes historie og kultur som ingen andre. Der er bogstaveligt talt tale om hundredvis af køretøjer fra 80 producenter, som på fineste vis er blevet genskabt, så de ser ud og reagerer nøjagtigt som den virkelige vare.

For at give dig en idé om, hvor meget realisme, der er tale om, så er hver bil, der er med i GT4, blevet fotograferet 500 gange og sendt gennem en grundig test, der foretager mere end 300 fysiske beregninger. Det er en del tal, og det hele leder frem til den mest livagtige køreoplevelse, du kan få i din dagligstue.

For de mekanisk interesserede tilbyder GT4 et overvældende valg af muligheder for at tune bilerne. Hvis oliefingre ikke lige er dig, kan du kaste dig over en Quick Tune, men de, der er parat til at få olie under neglene, kan fyre den af ved at ændre på bremser, udstødninger, affjedring, NOS (Nitrogenoxid), boostere og meget, meget mere. Spillet lader dig endda teste ændringerne på vejen, inden du investerer i dem.

Ud over ræs og mekanik introducerer GT4 en ny hobby i spillet - fotografering. Stop og genspil til hver en tid, skyd derudad og gem resultaterne på et memory card eller USB flash memory stick. Editeringsmulighederne inkluderer manuel fokusering og filtereffekter og, hvis du har en kompatibel USB printer, kan du forevige billederne som højt-opløselige fotos i farve, sort/hvid eller nostalgiprægede gulnede farver. For at fotografere din nye stolthed i mere fotogene omgivelser kan du gøre brug af Photo Travel mode og drage til turiststeder som Brooklyn Bridge i New York.

B-spec mode er en anden stor tilføjelse til The Real Driving Simulator oplevelsen. Her skifter du fra førersædet til managerens stol. Du styrer butikken, træner kørerne og foretager de taktiske beslutninger under løbene. Du beslutter, hvor aggressivt, der skal køres, og hvornår der skal køres i pit, hvilke dæk der skal bruges og hvor meget brændstof, der skal tankes. Ethvert løb kan køres i B-spec mode, og veltrænede kørere vil endda kunne takle spillets mere avancerede licenstests på egen hånd.

  • Mere end 700 biler og over 50 baner, inklusive virkelige baner og fiktive favoritter, såsom Nürburgring Nordschleife og Trial Mountain


  • Ny foto mode lader dig tage billeder af biler, bearbejde billederne og skabe postkortagtige fotos ved hjælp af en kompatibel USB printer


  • Tag bagsædet i B-spec mode


  • Over to timers licenseret musik med alt fra rock til klassisk



PlayStation Mobile er ankommet

PlayStation Mobile er ankommet

Spil fantastiske spil på din smartphone, tablet og PS Vita

Begynd at spille i dag