EyeToy: Groove

PS2
Udgivelsesdato: 12 November 2003
Udvikler: SCEE
Udgiver: SCEE

Oversigt

Det er tid til at finde danseskoene frem, for nu er det her - det første EyeToy-spil siden Play. Lad musikken bevæge dig!

Indehavere af EyeToy: Play har helt sikkert allerede prøvet at kaste sig rundt i deres dagligstuer til et udvalg af diskorytmer med de party-venlige spil Beat Freak og Boogie Down. Konceptet er simpelt: Stil dig foran dit fjernsyn, dans som en galning og se din familie, dine venner og dine kæledyr knække sammen af grin over dine forsøg på at få dansegulvet (læs: tæppet i dagligstuen) til at bryde i brand. Nu kan du med EyeToy: Groove, Studio Londons seneste skud på stammen i den opfindsomme minicam-genre, nok en gang begejstre masserne med flere melodier, flere udfordringer og helt nye, funklende og bølgende håndbevægelser.

EyeToy: Groove er lige spillet for folk, der elsker at danse, og det indeholder en række populære hits, der er lige så lang som dine dansebukser, der skal understøtte dine vilde hoftesving og krumspring (husk, du skal bruge et EyeToy USB-kamera for at spille spillet). Hits, der virkelig kan få folk ud på dansegulvet, som f.eks. Junior Seniors Move Your Feet, JXL's Little Less Conversation og Groove Armadas Superstylin" kæmper om pladsen med danseklassikere som The Jacksons' ABC, Earth Wind and Fires' Let's Groove og Kool & The Gangs berygtede Jungle Boogie.

Hvad angår gameplayet, så minder princippet om EyeToy: Plays dansespil. Der vises seks ikoner på skærmen, og mens du befinder dig midt på denne, skal du forsøge at ramme ikonerne, når skiver med smileys flyver hen over dem i takt med musikken. Der er også en stor bananformet figur, som du skal fange, før den forsvinder, og en bølgemanøvre, som anføres af en stjerne, du skal skubbe hen over skærmen i takt med dens bevægelse. Hvis du klarer dig godt, kan du gå videre til 'Freestyle', hvilket betyder, at du vil blive optaget på video i ca. 10 sekunder, mens du udfører dine mest funky moves. Og som dette afsnit så glimrende illustrerer, så er det temmelig meget lettere at spille EyeToy: Groove, end det er at beskrive det. Det er kanon-sjovt til fester og kan bryde isen til selv den mest stivfrosne sammenkomst - klart et vigtigt indkøb, når du skal holde fest.

 

  • Vælg selv, om du vil te dig til en af de gamle pop-klassikere eller mere tidssvarende numre


  • Test dine evner til at styre dine fødder på et dansegulv på en række forskellige levels, eller vælg Dynamic, og lad Groove justere hastigheden i takt med dit fremskridt


  • Sving med hofterne i Freestyle


 

Preview

Kom i form med EyeToy

Hvad med at krydre din fitnesstræning med en omgang kampsport? Kør en omgang EyeToy: Kinetic Combat.

Det originale EyeToy: Kinetic kombinerede EyeToys bevægelsesfølsomme teknologi med et komplet fitnesstræningsprogram, der virkelig duede - og nu kommer opfølgeren i (perfekt trimmet) form af EyeToy: Kinetic Combat. Ved at bygge videre på forgængernes intensioner kan Kinetic Combat nu tilbyde en ny form for workout inspireret af kampsport - og resultaterne er i sandhed slående.

Kunsten ved Shaolin
Det må lige slås fast, at ingen skal lade sig skræmme af betegnelsen "combat". Kinetic Combat giver dig nok mulighed for at deltage i simulerede sparringsrunder men fokuserer på meget mere end det, hvilket giver mulighed at udvide din træning, mens du samtidig lærer grundbestanddelene ved kampsport. Spillet har rødder i det urgamle Hun Gar Kung Fu, en disciplin, der blev udøvet af Shaolin-munkene i det 17. århundrede, og som der nu tilbydes undervisning i i mange fitnesscentre. Hun Gars primære formål er at styrke formen men indeholder også en lang række slag-, spark- og bevægelsestekniker, der arbejder hele kroppen igennem.

Lige som i den oprindelige Kinetic kan du vælge instruktørerne Matt og Anna til at guide dig igennem et fitnessprogram mand-mod-mand sammen med Leon, der er den nye specialinstruktør i kampsport. Ideen er, at du skal følge den valgte træners bevægelser på skærmen og gøre dem efter via en optegning af kropsomridset. Dine bevægelser følges af EyeToy-kameraet, så spillet kan følge med i, om du udfører øvelserne korrekt og giver personlig feedback på din præstation.

Med over 200 separate Hung Gar Kung Fu-bevægelser inddelt i fire dyrekategorier; dragen (en blid indføring), tigeren (styrke via hjerte-karfitness-øvelser), knæleren (bevægelighed og balance) og føniks (en kombination af alle de foregående lektioner). Når du har lært at udføre et bestemt sæt øvelser, vil Kinetic Combat teste dig via en serie af minispil, der eksempelvis kan gå ud på at ramme sensorer på skærmen med den nytilegnede teknik og sparringsessioner mod modstandere fra den pågældende dyrekategori. Hver modstander evaluerer dine evner, og presser dig til at dukke og flytte dig og kæmpe dig op til en bedre bedømmelse.

En utrættelig træner
Kinetic Combat er utroligt professionelt og fyldt med god underholdning på trods af det forholdsvis alvorlige fitnessindhold. Der er masser af muligheder for at blive underholdt på den måde, du synes bedst om: Personal Trainer-mode fører dig igennem et 16-ugers træningsprogram, Freestyle giver dig mulighed for at få tilpasset programmet dine behov, Quick Play-mode indeholder et antal hurtige spil, hvor der kan konkurreres imod venner og familie på en mindre målrettet måde at få motion på.

Spillet er møntet på spillere, der ønsker at forøge deres træningsrepertoire, men også til dem, der gerne vil komme i form uden alt besværet. Kinetic Combats interaktive niveau og mulighed for personlig feedback resulterer i mere personliggjort træning, end der kan opnås med en fitness-DVD, og spillet er befriet for den irriterende forudsigelighed, der ofte følger med den almindelige træningsvideo.

EyeToy: Kinetic Combat når hele vejen rundt; det er grundigt, nyt, medrivende og leverer en vare, der ikke bare er sjov men også gavnlig. Hvem siger, at det er usundt at spille videospil? Dette spil burde i hvert fald kunne få nogle til at ændre deres holdning - og form - til det bedre.


Del

Google+

PlayStation Mobile er ankommet

PlayStation Mobile er ankommet

Spil fantastiske spil på din smartphone, tablet og PS Vita

Begynd at spille i dag