Pirates of the Caribbean: At World's End ™

PS2
Udgivelsesdato: 25 Maj 2007
Udvikler: Disney Interactive
Udgiver: Disney Interactive

Oversigt

A pirate's life for you

POTC: At World's End er inspireret af handlingen og omgivelserne i den populære film Pirates of the Caribbean: At World's End og 2006 hittet Dead Man's Chest, og spillet byder på kendte pirater, der bekæmper berygtede skurke på dækket og i riggen af gigantiske skibe, udforsker byer og junglefyldte øer og undgår undervandsrædsler i eventyr på de syv have.

Lev og dø med sværdet, når du kaster dig ud i filmens verden, hvor du spiller som kaptajn Jack Sparrow, Will Turner og Elizabeth Swann. Du får brug for din sunde fornuft, når du skal genskabe de mindeværdige øjeblikke fra filmene, inklusive vandhjulskampen og kampen mod den dæmoniske Kraken.

Træn dine sværdevner igennem hele spillet, lås op for nye kombinationer og specielle moves, og udbyg dit omdømme til at blive den mest frygtede pirat i historien. Fra øer og piratskibe i Caribien til gaderne i det historiske Singapore, så ligger eventyret for dine fødder i Pirates of the Caribbean: At World's End

  • Kæmp som en pirat for at udvikle dine evner med sværdet, når du kæmper mod Davy Jones' undervandshær
  • Spil et udvalg af piratminispil, bl.a. Pirate Poker og Pirate Dice (pirat terning)
  • Tag kampen op mod dine venner i Challenge mode for én gang for alle at vise, hvem, der er den ledeste af dem alle

Preview

En pirats liv til mig

Gør sejlet klar igen til de syv verdenshave sammen med Captain Jack på PlayStation®2

Pirates of the Caribbean-filmene er baseret på den klassiske Disneyland-tur, og filmene har været fantastiske takket være en kombination af morsomme manuskripter, en fremragende rollebesætning og det faktum, at pirater virkelig bare er fede. Et faktum, som ikke er gået forbi skaberne af Pirates of the Caribbean: At World's End til PlayStation®2.

Spillet dækker emner fra den anden og tredje film i pirattrilogien, og Pirates of the Caribbean: At World's End er et actioneventyr, hvor du får rollen som hovedpersonerne i filmene - Jack Sparrow, Elizabeth Swann, Will Turner og Captain Hector Barbossa. Ligesom disse skal du hugge, stikke, skyde og svinge dig vej gennem de mest berygtede skurke fra piratverdenen - også den legendariske Davy Jones.

Et liv på havet
For en pirat er en sværdduel aldrig langt væk. Sværdmanøvrer mestres med en serie af stærke og mere lette angreb. Lette angreb er hurtige og gode til at få modstanderne ud af balance eller fange dem i et uopmærksomt øjeblik, men angrebene mangler kraft. Stærke angreb derimod kan forårsage stor skade, men efterlader dig selv meget udsat. Der er også gode blokerings- og pareringssystemer, så du kan gøre det af med horder af brutale sørøvere. Hvis du holder L1-tasten nede, føres sværdet op i en blokeringsposition, som afværger angreb. Hvis du bevæger dig på det helt rigtige tidspunkt, kan du dog parere dine modstanderes angreb og sende dem med hovedet først ind i, hvad der nu er lige bag dig. Hvis det er en tønde fuld af vand eller en høj, farlig kant, er det så meget desto bedre.

Som pirat behøver du selvfølgelig ikke altid at være fair. Når tingene bliver lidt for barske, kan du altid trække en kastekniv, en pistol eller endda en bombe for at udligne forholdene. Det er måske usportsligt, men der er ikke noget som at se sin dygtige modstander kæmpe imponerende, for så bare at skyde dem med en flintebøsse.

Ud over kampene er det nemt at styre dine figurer. Bevægelserne udføres med den analoge pind, du bruger genstande vha. R1-tasten og de fleste actionhandlinger som at klatre på stiger, glide ned ad liner og snakke med folk styres af hotspots, som aktiveres ved blot et enkelt tryk på Triangle-tasten.

Spillet følger historien i de to sidste film i trilogien, Pirates of the Caribbean: Død mands kiste og Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende. Så du vil ofte opleve, at du genskaber mindeværdige øjeblikke fra filmene, som f.eks. den legendariske kamp i vandhjulet i Død mands kiste. Når disse øjeblikke opstår, skal du trykke på særlige knapper, når de kommer frem på skærmen, så du sikrer, at din pirat overlever og kan tage sig endnu en øl.

Jack på flere måder
Når du spiller rollen som Jack Sparrow, bliver nogle af disse begivenheder små selvstændige minispil, også kaldet Jackanisms. Her skal du hjælpe Jack med at lave hans sædvanlige piratløjer ved at trykke på en serie af knapper i takt med handlingen. Hvis du gennemfører en Jackanism, kan du låse skatte op til din Treasure Cove (Skattebugt), og tryllebinde kort til undermissionerne Pirate Poker og Pirate Dice.

Pirate Poker er, som du ville forvente, almindelig mandepoker med 5 kort (men med mere "Aarghs" og "ye scurvy dogs" til at give atmosfære), mens Pirate Dice er en variant af snyd, hvor du skal kaste terninger på en fordækt måde, og gætte på resultatet af dem. At tryllebinde kort gør tingene nemmere for din sørøver ved at afsløre din modstanders hånd, tvinge dem til at hæve indsatsen eller blokere dem fra at se deres egne kort.

Ud over Pirate Poker og Pirate Dice er der en række andre undermissioner på alle niveauer - lige fra at stjæle en ladning med rom til at indsamle gæld fra gamle fjender og til at sørge for, at Jack får en lussing af samtlige kvinder i Tortuga. Det er ikke nødvendigt at gennemføre dem, men de er sjove og giver dig mulighed for at låse op for nye figurer, våben og miljøer til Challenge-mode.

I Challenge-mode, som kan spilles af en eller to spillere, befinder du dig i miljøer fra spillet, hvor der er et bestemt mål. Det kan være at bekæmpe et bestemt antal fjender, udføre en stor kombination eller samle et bestemt antal gysser. Selvfølgelig bliver moden for to spillere meget hektisk, og da hver spiller får en placering, fra Wastrel (døgenigt) til Legendary Pirate (Legendarisk pirat), er der masser at spille for.

Fans af filmene kommer i pirathimlen med Pirates of the Caribbean: At World's End. Spillet er fyldt med piratkampe, skattejagt og episke søslag, så der er alt, en vordende sortskæg har brug for. Så tag fat i din controller, en huggert og en talende papegøje, og læn dig tilbage. Drik ud, landkrabber yo ho!


Del

Google+

PlayStation Mobile er ankommet

PlayStation Mobile er ankommet

Spil fantastiske spil på din smartphone, tablet og PS Vita

Begynd at spille i dag