Resistance: Retribution™

PSP®
Udgivelsesdato: 18 Marts 2009
Udvikler: Sony Bend
Udgiver: SCEE

Oversigt

Generobringen af det europæriske kontinent er begyndt

Resistance: Retribution foregår i ugerne efter Resistance: Fall of Man og følger James Grayson, en tidligere britisk marinesoldat. Det er historien om hans personlige vendetta mod alle de forvandlingscentre, han kan finde og ødelægge.

Da han opdager, at hans kamp har været forgæves – i Vesteuropa har kimærerne udviklet nye måder at forvandle mennesker på – lader han sig indlemme i den europæiske modstandskamp og deltager sammen med Cartwright og Parker i Operation Overstrike.

  • Dette tredjepersons actioneventyr er skabt specifikt til PSP™ og foregår mellem Resistance: Fall of Man og Resistance 2
  • Med et avanceret målsøgningssystem i tredjeperson, der er designet til PSP™-systemet
  • Mere end 10 forskellige fjendetyper, inklusive kimærer som titaner, tandfeer, hybrider og springere, fra Resistance 2 og Resistance: Fall of Man

Bemærk: Multiplayer og alle onlinefunktioner for dette produkt ophører og vil ikke længere være tilgængelige fra den 15/5/15.

Preview

Inficer din PSP med Resistance: Retribution

Kæmp mod Chimera i dette fængslende nye kapitel i Resistance-sagaen på PSP.

Den indviklede historie om Chimera fortsætter i Resistance: Retribution, det energiske nye afsnit i den alternative historiske sci-fi-saga, hvor du spiller rollen som James Grayson, en hårdkogt soldat i det britiske marinekorps. Graysons baggrund er mørk og foruroligende. Sammen med sin gruppe opdager Grayson et Chimera-omvendelsescenter, hvor hans bror Jonny er blevet gjort til en Chimera vha. de onde rumvæseners omvendelsesteknologi. De er tvunget til at henrette ham, hvilket vender op og ned på Graysons verden og ender med at ødelægge ham.

Grayson forlader hæren og sit team, besat af tanken om at decimere alle de omvendelsescentre, han kan finde. Over 25 af dem får han ødelagt på sit hævntogt. Efter et korstog fyldt med kugleregn tages Grayson til fange af hæren og dømmes til døden, fordi han er deserteret. Kort efter tilfangetagelsen bliver han indkaldt af den europæiske modstandsbevægelse, Maquis og det britiske marinekorps og sendt på en mission med Rachel Parker og Cartwright, der begge optrådte i Resistance: Fall Of Man sammen med PS3-seriens hovedperson Nathan Hale. Graysons ordrer lyder på at gøre det, han er bedst til: Skyde for at dræbe og sprænge alle de omvendelsescentre i luften, som han og hans team finder frem til.

Nye våben og nye bevægelser

Med det samme banebrydende styresystem, som udvikleren brugte til Syphon Filter-spillene til PSP, kan du styre Graysons bevægelser med den analoge pind og hans synsvinkel med X-, Circle-, Triangle- og Square-tasterne. Ved brug af retningstasterne vil Grayson - afhængigt af situationen - enten kaste sig i dækning, springe over forhindringer eller åbne sin våbensamling.

Det er livsvigtigt at mestre kunsten at søge dækning, når du kæmper mod horder af Chimera-fjender, hvis du skal overleve blodbadet og nå til slutningen på den hæsblæsende historie, der finder sted mellem hændelserne i Resistance: Fall Of Man og Resistance 2.

Grayson har et omfattende våbenarsenal ved hånden, herunder alt fra maskingeværer til XR-004 Allure, en plasmagranat, Longbow 1S-1K og Bullseye, og de kommer alle sammen til at redde dit liv mere end en enkelt gang i kampen mod Chimera.

Efterhånden som du gør fremskridt i den enkelte mission, er der ud over det primære mål en række andre mål relateret til færdigheder, som kan åbne for skjult ekstramateriale - f.eks. film og musik fra spillet - hvis du fuldfører dem. Disse mål kan være alt fra enkle opgaver, f.eks. nedskydning af fjender med et bestemt antal skud med en snigskytteriffel, til mere vanskelige ting, som at udrydde en horde Leapers, inden de angriber din gruppe.

Spred virussen

Udover masser af mål i spillet er der også en ekstra bonus i form af Resistance: Retributions Infection-mode. Hvis du vil udløse denne fantastiske nye mode, skal du bruge en PS3 og en kopi af Resistance 2. Derefter skal du tilslutte din PSP til din PS3 med et USB-kabel og derefter gå ind i hovedmenuen i Resistance: Retribution. Her har du mulighed for enten at inficere din kopi af Resistance eller aktivere Resistance: Retribution Plus-moden.

Den første mulighed inficerer Grayson med den samme virus, som Nathan Hale havde i PS3-udgaverne, så han kan trække vejret under vand og restituere sit helbred. Grayson får også en helt ny dragt, der er identisk med den dragt, Hale har på i Resistance 2, og en kraftig Magnum-pistol. Resistance: Retribution Plus-mode overflytter din trådløse controller til din PSP, så du kan spille uden sigtehjælpesystem og styre Graysons synsvinkel med den højre pind. Den giver dig virkelig masser af nye og absolut fængslende måder at spille Resistance: Retribution på - igen og igen.

Tag kampen op online

Du kan også afprøve multiplayer, hvor der er både Ad Hoc- og Infrastrukturtilstand, så du skal mestre hele fem forskellige spilmodes i kamp med syv andre spillere. I multiplayerspil er der 12 forskellige rangplaceringer, du kan opnå, samt mulighed for at oprette klaner og deltage i rangordnede eller ikke-rangordnede kampe.

En af de fede (og sjove) tilføjelser til multiplayerspil er hån, som du kan rette mod faldne fjender. Det er alt lige fra at sparke jord i hovedet på en død fjende til at danse over deres lig til teknomusik. De får dig til at grine, hvis det er dig der danser, men hvis det er dig, der er nede, ville du gerne springe op og lukke munden på dem øjeblikkeligt!

Resistance: Retribution er - med sin fængslende historie, masser af multiplayermodes, nye våben og en rigtig god Resistance-figur i form af James Grayson plus nogle af de gode gamle - et must for fans af serien og alle andre, som nyder at få pulsen op i et godt actionmættet spil.

 


PlayStation Mobile er ankommet

PlayStation Mobile er ankommet

Spil fantastiske spil på din smartphone, tablet og PS Vita

Begynd at spille i dag