Silent Hill Origins

PSP®
Udgivelsesdato: 16 November 2007
Udvikler: Konami
Udgiver: Konami

Oversigt

Silent Hill, den gruopvækkende by, der gemmer på en frygtelig fortid, bliver for første gang afsløret på PSP.

Lastbilchaufføren Travis Grady er strandet i Silent Hill, hvor han er tvunget til at gøre op med ikke blot dens rædselsvækkende beboere, men også med sin egen begravede fortid.

En fængslende historie, ikoniske modstandere, besværlige puslespil og et rædselsvækkende soundtrack, der er komponeret af Akira Yamaoka, gør at denne PSP-debut følger i sporet på de mareridtsagtige forgængere på PlayStation 2.

Silent Hill er mættet med atmosfære, byen veksler mellem forladte gader og bygninger og en forfalden virkelighed af mareridt og er befolket af gale ansigtsløse beboere.

Gameplayet samt det forstyrrende indtryk er klassiskt for Silent Hill, men der er tilføjet ekstra features til PSP, såsom måden hvorpå kontrolskemaet ændres intuitivt for hver situation.

  • Opdag hemmelighederne bag den forfærdelige by Silent Hill
  • Styr Travis gennem denne mareridtsagtige virkelighed og udrust ham til at takle de farer, der lurer i skyggerne
  • Intuitiv kontrol skifter alt afhængig af situationen

Preview

Frygtens oprindelse

Silent Hill: Origins afslører den voldelige historie bag den søvnige by ved søen, og det er ikke for svage sjæle.

Mens han kører i nærheden af den søvnige by Silent Hill, prøver lastbilchaufføren Travis Grady at blive klog på de mareridt, der har plaget ham, og hvorfor de virker så velkendte. Pludselig træder en skikkelse ud af tågen foran hans lastbil, så han må undvige og næsten kører galt. En ung kvinde løber væk, netop som Travis får øje på hende, og da han tror, at hun kan være kommet til skade, følger han efter hende.

Han følger hende ind i et brændende hus efter at have hørt skrig derindefra. Han sætter sit eget liv på spil for at redde et forbrændt barn ud af huset, og kort efter han er kommet i sikkerhed, besvimer han. Han vågner i de øde gader i Silent Hill efter et ubestemmeligt stykke tid og går hen mod det nærmeste hospital, hvor der også er usædvanligt stille...

Silent Hill: Origins foregår syv år før det oprindelige spil i survival horror-serien, og spillet udforsker byens mørke hemmeligheder og dens dystre overjordiske verden, som man kommer ind i via bestemte spejle. Grady må overvinde sin egen frygt og de horder af monstre, der forsøger at slå ham ihjel. Det bør understreges, at dette spil er uhyggeligt og indeholder meget voldelige scener, så det er bestemt ikke egnet til børn.

På det visuelle plan bibeholder Silent Hill: Origins seriens unikke udseende med tomme, tågede gader og dårligt oplyste korridorer med forfaldne mure. Ligesom forgængerne bruger spillet et grynet filter, der får grafikken til at se ud som en gammel 8 mm film. En af de flotteste visuelle bedrifter er overgangen mellem den normale verden og den moralsk fordærvede underverden, som er karakteriseret ved blodplettede vægge, der pulserer, som om de er levende.

Gameplayet fokuserer på udforskning, og for at komme videre kræves der en kombination af gådeløsning og kamp. Til at begynde med kan Grady beskytte sig selv enten med næverne eller en række genstande, der ligger rundt omkring, f.eks. tv-apparater og rørstykker, og senere i spillet kan han bruge skydevåben. Selvom kamp nogle gange er nødvendig, handler spillet mere om overlevelse end om angreb, og den bedste løsning er ofte at stikke af.

Gåderne drejer sig generelt om at finde nøgler eller genstande, så du kan åbne et endnu uudforsket område. Et tidligt eksempel foregår på hospitalet, hvor du skal samle plastikorganer og placere dem i en træningsmodel for at få fat i en nøgle. Det begavede er, at hvert organ skal placeres det rigtige sted i kroppen. Det er intelligente gåder som denne, der gør Silent Hill-spillene anderledes end andre spil i survival horror-genren.

Den uhyggelige stemning fuldendes af det fantastiske soundtrack, som er komponeret af en veteran i serien, Akira Yamaoka. Lyd er meget vigtig for at fortælle om trusler, når du træder ind i nye omgivelser, og musikken indfanger på perfekt vis fornemmelsen af, at noget skummelt lurer rundt om hjørnet.

Silent Hill: Origins er et meget stemningsfyldt spil, der kombinerer en spændende historie, intelligente gåder og frygtelige kampe, og det passer godt til de voksne spillere. Fans af serien vil glæde sig over at få indsigt i byens historie, og nybegyndere kan nyde udseendet og den unikke tilgang til actionspil, som serien er berømt for.


PlayStation Mobile er ankommet

PlayStation Mobile er ankommet

Spil fantastiske spil på din smartphone, tablet og PS Vita

Begynd at spille i dag